Adelaïde er et moderne plejehjem med 55 plejeboliger. Alle boligerne har altan eller terrasse. Nogle mod parken, nogle mod Ejgårdsvej. De har også et stort og rummeligt badeværelse. Boligerne er etværelses, nogle dog med skillevæg, der kan benyttes til opdeling i to rum. Der hører et kælderrum til hver bolig.
Indflytning
Når du har sagt ja til en bolig enten i forbindelse med rundvisning eller efterfølgende, udleverer vi en folder med alle praktiske oplysning.
Indflytning foregår på hverdage, som hovedregel om formiddagen, således at vi kan tage godt imod dig. Du vil som regel møde din kontaktperson og spise frokost med de andre beboere.
Inden for de første 14 dage inviterer vi dig og dine pårørende til møde med kontaktperson og social- og sundhedsassistent eller sygeplejerske.
Indretning
Du indretter selv boligen med dine egne møbler. Der er en plejeseng samt natlampe. Al anden belysning skal du selv medbringe. Al opsætning skal du selv sørge for. Vi anbefaler ingen tæpper på gulvene for at forebygge fald.
Boligen er også et arbejdssted for personalet, og derfor er det vigtigt, at personalet kan komme til at udføre den nødvendige pleje. Arbejdsmiljøloven skal overholdes.
Lejekontrakt
Boligerne administreres af Bjørnsholm, Bredgade 25F, 1260 København, telefon 33 31 10 02, der udfærdiger lejekontrakten. Derfor betaler du også husleje til boligselskabet. Du skal være opmærksom på at, tv og internet ikke er med i lejen, kun antennebidrag.
Læs også ’Ansøgning om bolig’.